
#naturing: Leg er vigtig
#naturing
princip:
Leg er vigtig

Om du er voksen eller barn, så er leg utrolig sundt. Vi er fuldstændig VILDE for at bidrage, når der skal udvikles til børn. I årevis har vi beskæftiget os med, hvordan børn tænker og fungerer – hvilke udfordringer de står med – hvordan de leger – hvad de elsker. Vi har nørdet i, hvad god leg er på forskellige udviklingstrin og hvordan leg understøtter forskellige følelser og evner til f.eks. empati.
Psykiatrien melder om stigning i psykiske sygdomme, stress, angst og dårligt mentalt helbred. Skærmforbrug – og antal timer børn tilbringer indenfor – eksploderer. Børn skal da være digitale – fred være ved det. Men de kunne også godt samtidig være små naturmennesker… Når nu forskning viser, naturen gør os så godt. Og vi sværger – det er NEMT at få børn til at gå udenfor, hvis vi bare hjælper dem lidt. Og det er faktisk meget lidt, der skal til… måske bare det, at der også er nogle voksne udenfor.
For vi voksne kan også have brug for hjælp til at komme ud. Så for at gøre det lettere for alle, så designer og udvikler vi altid på en måde, så de voksne automatisk får lyst til at være med. Det gør det bare så meget sjovere.
Hvis du vil have lidt hurtig live action inspiration til, hvordan vi bruger planter og blomster til at skabe sjove uderum i haven, der trækker i børnene, så kan du se vores Facebook Live udsendelse om det lige her.

Gyngeri beroliger
En gynge, der gynger rundt, beroliger – men den kan også flyve højt. Den er nem at sætte op i en enkelt hank. Vi bestræber os altid på at vælge legeudstyr, der kan mere end én enkel ting. Og så skal der være en dejlig bænk til mor, far og voksne lige i nærheden. På billedet er bænken inde i et shelter. Og endnu bedre er det, når gyngen også kan ses indefra køkkenet, så kan børnene svæve rundt og lege rød, gul eller grøn eller se på former i skyerne, imens der bliver lavet mad – GULD værd.

Ram ind og åben for fantasien
Åbningen her er både rammet ind og alligevel så enkel, at den kan bruges til det meste. Nogle dage sælges der blomster fra købmandsdisken, andre dage er det indgangen til te-party. Nogle dage foregår al legen udenfor under det lille udhæng, mens mor og far sidder ved bordet i shelteret og andre dage, så er bordet der, det hele foregår. Børn har lige så meget som voksne brug for afgrænsede rum, enkle linjer og rene materialer. Det er som om, at det giver mere plads til, at deres egen fantasi kan komme i spil.

Sofa hænge hygge
At skabe et område til hygge bygger på nogle principper for udsigt og afskærmning. Det har vi alle som én brug for, så vi kan opnå ro og muligheden for at slappe af. På CPH Garden designede vi et lille område med grøn afskærmning i ryggen og på siderne og en udsigt fortil. Her kom børn og voksne ind til fælles hygge, vip med fødderne og duften af cola- og appelsinmynte. På trods af larm og uro fra 25.000 gæster, så var der helt fredfyldt i vores lille hyggeområde. Den slags områder har vi alle sammen brug for – om vi har angst, OCD, ADHD eller ingen som helst ‘bogstaver’, men bare brug for ro og rekreation… Så det gør vi mere af.

Hængekøje magi
Placeringen betyder noget. Og så skal den være KÆMPE stor, så der ALTID er plads til én til. Og så med stive ender, for man bliver træt af at krølle sammen. En god hængekøje som den her kan holde i 5-10 år. Med et klips-system er den super let at tage ind i regnvejr. Hvis der så er duftende blomster, hvislende blade, solstriber og læ – så lover vi, at selv det barn, der ALDRIG vil ligge ned og læse historie – vil godt ligge her og læse med farmand. Og vi LOVER – at selv den trætteste farmand vil gerne læse i denne her hængekøje. Lykken er stor, når børnene pludselig bare er i den hængekøje hele sommeren – helt af sig selv.

Leg i kæmpe format
Hvis legen foregår i en grøn oase, jamen så gider ALLE faktisk at lege med. Hvad enten det er, mens mor og far skal nyde en drink i det gode vejr eller en hel turnering, hvor alle kæmper mod alle. Eller i en institution, hvor man kan hvile og smålege i en lille intim gruppe – så fungerer kæmpe leg i en grøn oase som en måde at være fælles på – og det er afslappende for nervesystemet samtidig. Her har vi fundet nogle stykker træ, som vi har bejdset og skåret i ens stykker og placeret tæt på nogle grønne planter og en hyggelig siddeplads.

Portalen til en anden verden
Hvis du går gennem portalen, så bliver verden mere magisk. For nogle børn er det helt logisk. Men prøv med et barn, der er holdt op med at tro på julemanden. Med øjne så store som tekopper, står de der og ønsker af hele deres hjerte, det er sandt… Men det er det bare ikke, konstaterer de hårdt. Indtil man giver dem magten til selv at prøve at tro… så KAN de simpelthen ikke lade være. Lykken er stor, når barnet kommer løbende og fortæller om nye magiske ideer efter en tur i portalen. Portaler er gode til at skabe transformationer – det fungerer også for voksne!