Jamen altså… det er pergola shelter år i år. Vent… hvad betyder de ord? Hvorfor lige pergola’er og shelterløsninger?
Vi tror, det er fordi, der er så mange nye haver i spil, når vi designer haver for tiden. Har du en tom have eller en ny have, så er pergola’er sagen fordi,de med et simpelt greb danner et rum, som tager lidt længere tid med store træer. Du får instant pay off!
Det her shelter pergola byggede vi op på bare en dag. I et meget fortravlet område, lykkedes det at skabe et lille magisk rum med et hav af planter. Det kan så gøres mere eller mindre romantisk eller minimalistisk, men hyggeligt skal det være.
Vores mest populære reference, hos vores kunder pt., er det shelter, som betød, at vi sidste år blev kåret som årets flotteste stand på CPH Garden. Der viste vi, at man kan bygge et paradis op på tre dage.
I en have, der er tom, er det ret anstrengende at skulle vente 20 år på, at charmen kommer. Mange af vores kunder er ikke kommet i gang med deres tomme have og bedene ude i hjørnerne – af frygt for at miste udsyn. Den myte vil vi gerne slå ned med det samme. Udsyn er super vigtigt, men man VED, at en magisk have også indeholder mere lukkethed. VÆR. IKKE. BANGE. FOR. RUM. I. HAVEN!
Vores kunder ender med at blive SÅ glade for at få dannet et rum i haven – og vi deler gerne ud af, hvorfor vi synes, det er et fantastisk greb at tage i haven.
7 grunde til, hvorfor vi elsker pergola shelters
- En pergola kan danne læ. Vi ved, at en hård afbødning af vind bare betyder, den kravler RUNDT om den hårde afbødning. En væg med en lille afstand mellem listerne kan i stedet bremse vinden.
- Den kan danne vægge, som kan give en følelse af tryghed – og det er for længst bevist, at det har en meget stor betydning for vores trivsel
- En pergola kan skjule det grimme i haven og lede blikket henimod et særligt smukt kig. Udsigt er lidt ligesom is. Hvis du vil have alle kugler på en gang, så får du bare en is, der smager af noget broget. Jo mere du snævrer udsigten ind, jo mere fokus og ro giver det
- Vær aldrig bange for at lave vægge i din have. Jo højere vægge, jo større føles din have. En pergola kan lave udsigt og vægge på samme tid. Det skaber perspektiv, rum, hygge, sanselighed. Det hele på én gang
- En pergola er indbegrebet af muligheden for at blande hygge og noget enkelt. Og er du til den romantiske stil, så kan den beklædes med roser og gamle træbjælker. – Og er du til noget super moderne, kan du vælge en stedsegrøn kaprifolie og moderne træ
- En pergola løser derfor mange problemer på én gang – ikke mindst en helt tom have får liv på en uge
- Beplantning der skaber impact er MEGET nemmere med lidt hjælp af en smuk baggrund
En mørk tulipan som Ronaldo med en Geranium (storkenæb) Ice Blue, der er som en sky af farve, er et utrolig nemt bed at skabe og det bliver højt. Her viste vi på ‘Dit hjem er dit slot’ messen sidste år, hvordan sådan et bed kan blive skabt ultra nemt. Man kunne også bruge en Allium eller en anden stritter-jawertus.
HVILKE pergolaer – eller sheltere – har vi så gang i nu?
Vi tænker den brede planke foroven er interessant. Vi er inspireret af spørgsmålet – er det en pergola eller et shelter? Man ved det ikke, som min mor elskede at citere min bror for. For måske laver vi rav i den ved at udfordre, hvad en pergola faktisk er. Det er så skægt!!! Hvem har egentlig sagt, at en pergola er til roser?

Vores pergola shelters er så forskellige – for vi bygger dem, så de passer til jer. Men alligevel er der ting, der går igen. Ganglinjer væk fra siddepladsen. Mørke farvetoner som baggrund. En forholdsvis lille liste med afstand, så den bremser vinden. – Og som du kan se, kan det gøres i forskellige tæthedsgrader – endda i samme bygning. I er velkomne til at lade jer inspirere, alt det I vil.
Konkret arbejder vi p.t. på leg og timeout i vores pergolaer
I én af vores pergolaer har vi gang i et legeområde med gynger og skal skjule en trampolin. I en anden pergola er ønsket læ i et nybygget område. En tredje pergola skal give mulighed for timeout, rødvinstid og grillhygge. Og en fjerde pergola markerer en indgang til et plejehjem og danner private siddepladser. Andre er til at samle et underligt aflangt rum til aftensolen, køkkenet og måske et glashus. Faktisk er vi så vilde med pergolaer p.t., fordi det er sådan et nemt trick til at få skabt noget, der trigger dine sanser og påvirker dit humør. Derfor har vi besluttet, at det er en pergola konstruktion, vi viser frem på messen ‘Mit hjem er mit slot’ i begyndelsen af juni. – Og vi er inviteret til at stå på scenen og dele vores tanker om, hvordan man kan blande hygge og enkelthed, så det virker for mere end bare øjet. Og vi udvider shelterbogen med nogle flere eksempler, så I kan få tips og tricks til at lave jeres helt egne shelter løsninger. Vi håber på at have bogen med tegningsforslag klar til ‘Mit hjem er mit slot’ messen i Frederiksberg Have d. 1.-5. juni. Og selvfølgelig have en kanon messestand klar!