Alt for mange, vi kender, fælder alt, fordi de tror, de skal have udsigt. Men ofte bliver det hele bare bart og mærkeligt. Det er en rigtig god ide at lave en analyse af uderummet – hvert år. Er der kommet noget nyt, som skæmmer eller som er kønt at kigge på? Dagens analyse går på at gå en runde i haven og beslutte sig for, hvilke områder, der skal dækkes til af et træ eller en stedsegrøn busk – eller en pergola. Læg mærke til livet i andres haver. Hvad dækker haverne af områder, som man med fordel kunne dække?
Her er et eksempel:
Huset er meget stort og dominerende. Men en forholdsvis overskuelig stedsegrøn grankugle afbøder lige det lidt voldsomme hus. Samtidig gør det dig nysgerrig på at kigge rundt om hjørnet.
´Der er faktisk flere huse bag hækken, men de er helt usynlige på grund af både hæk, træer og stauder. Det giver en forestilling om fuldstændig paradisisk fred. Jeg ville ønske jeg ku’ tage æren for godt havedesign, men det er faktisk ejeren før mig, der viste mig, hvor elegant det kan gøres.
En høj rhododendron forhindrer huset bagved i at stå for meget frem. De høje taks til venstre skjuler fuldstændig nabohuset. Alt i alt får du en illusion af at være helt i fred. Så tæt på man kan komme, for nede i jordhøjde er selv det hus, du ser på fotoet, helt skjult.
Se på fotoet her. Der er stadig et hus, men også indlagt et kig ud i ren himmel. De stedsegrønne buske på hver side – indrammer kigget og lavet et vindue.
Tag evt. fotos fra dine bedste siddepladser og print dem. Put bagepapir henover og prøv at lege med træer, opstammede buske, vaffelformede buske, kugler, firkanter – og det vil hjælpe dig til at forestille, hvad der kunne fungere for dig i din have.