Kurv

Kan en æblegren afstresse os?

Hvis vi først er oppe i gear kan vi så overhovedet komme ned igen med den her natur? Hvad sker der lige for vores sense of urgency? Vi bliver grebet af følelse af at noget går GALT, hvis vi ikke når tingene i dag – fremfor at vi lærer at tænke vi kan nå det i morgen??? Er det bare mig eller??? Hvordan kan æblegrenen lige fixe vores liv står jeg og tænker… og er i konflikt

med mig selv omkring Adiso – og om folk overhovedet har TID til den slags.

Jeg tænker på det hver dag – på ikke at falde i ”få en smuk have og vær perfekt” genren, men på at fastholde at vi skal have med naturen at gøre for vores egen skyld. Jeg spekulerer løs… Kan naturen virkelig hele os og hjælpe os til at huske, hvad der er vigtigt? Kan Adiso virkelig give jer derude inspiration et bedre liv? Hvad er det vi vil mærke?
Det er jo ikke æblegrenen. Men det er grenen minder os om. At få os væk fra den idé vi selv skaber om at vi skal have travlt og indfinde os med en stress lignende følelse hver dag. Følelsen af, at hvis jeg bare gøre lidt mere – så får jeg STYR på det.

Sense of Urgency der er noget vi selv finder på
Jeg mærker det når jeg kommer op til hesten, der absolut ik har en sense of urgency når han skal gå en tur med mig – uanset, hvad jeg prøver at bilde ham ind mener han at ting tager nu den tid ting tager. Og der går ik ret lang tid så har jeg glemt hvad det var, der var så vigtigt. Det er simpelthen den bedste følelse i verden.
Så tilbage til æblegrenen. Hvordan hjælper en æblegren i en vase med mindre stress? Når jeg sådan spørger mig selv kan jeg se et mønster. En del af mig har et trick. Når jeg har sense of urgency så sørger jeg for IKKE at gå i haven. Smart ikke? Sådan kan jeg bilde mig ind, at der er vigtigere ting i verden end have og den slags. Og nu jeg tænker efter så kan en del af mig også få bildt mig ind at jeg ikke har tid til hesten, eller til at bare sidde. En del af mig er ekspert i at gå i ”ordne mode”. Så kigger jeg på billeder af noget smukt og siger: ”jaja, men de har jo ikke ANDET at gå op i, vi er jo nogen, der har alt for travlt til at lave en krans, binde en buket…”eller hvad jeg lige tænker den dag.
Jeg siger ik livet er mere meningsfyldt, hvis vi laver en krans. Men på efterskolen hvor datter går nu var det helt tydeligt at pigerne laver hygge på værelserne. Og drengene besøger pigeværelserne. (ok. Irriterende med den kønsting – men lad os bare sige, at dem, der hygger, skaber en stemning, som tiltrækker mere hygge og mere nærvær.).
Så hvorfor har vi så travlt? Jojo… noget med at tjene nogle penge osv, men bliver vi bedre til den del med det mindset at vi skal NÅ NOGET? Jeg gør ikke. Jeg ved det nu. Jeg har set at jeg er langt dygtigere til mit job, når jeg forlader sense of urgency øen… Og her er at Adiso kommer ind i billedet. I små glimt. Paradiso. Det er den ø jeg vil skabe og forsøge at blive på. Også selvom jeg må erkende at jeg selv er mester i at spurte over på urgenciatropolis simpelthen bare af dårlig vane.

Vi vil glæde jer – aflede jer fra stress og jag
Min pointe er at vi ikke skal lave et fint hjem, hvis det bare igen er et kryds i en sense of urgency / to do liste over ting, man BØR gøre. Vi skal klippe en gren og sætte den i en vase fordi vi har godt af et blikfang – en afleder – en der minder os om noget andet og mere end travlhed.
Klip til i ugen, hvor vores nye blomsterbinder Susanne Kühn lyste op på vores nye lagersted, fordi der er et hav af smukke træer og blomster. ”Snip” sagde det, og hendes lille smarte ”jeg har den altid med mig” saks kom frem og grene og blomsterstande og frugter faldt ned i kurven snip for snip. Sådan gik det til at jeg traskede rundt i hælene på Susanne og pludselig glemte jeg igen, hvorfor vi har så travlt. Vi så de gulmossede træer (vi må lave noget til jul med), de rødlige grene, der byder efteråret velkommen, duften af græs og Millevuf der lykkelig badede i søen og solens stråler der varmede mine arme (selvom Millevuf meget gerne må lade være at rulle sig i råddenfisk og ødelægge romantikken)…
Pludselig fik vi tænkt at vi da ku genbruge nedfaldsæblerne til en juice. Vi forlod sense of urgency øen og kørte hjem med paradiso og lavede juice til alle – og for en kort stund – ku vi ikke huske hvad pokker der var så vigtigt.

Blikfang hjælper dig til at huske andre ting
Og næste dag skabte Susanne alt muligt med de plukkede ting fra kurven. Æblegrenen fra dagen før fangede bunden af vasen og noget klikkede inde i mig. Jeg stoppede lige op et øjeblik. Og trak vejret. Og så tog vi ellers billeder og blev grebet af farver, tanken om at vi da også kan lave en brombær tærte, se den og se dat. Og selv Millevuf bliver påvirket, for hun får sneget sig tæt på næsten alt vi dekorerer – og synes åbenbart det er en fest at ligge tæt på vores opfindelser.
I temaet for jer medlemmer kan I se hvad et par grene kan gøre for at få jer til lige at stoppe op. Kan købes overalt, men endnu bedre pluk gratis på en gåtur i haven eller lige udenfor. Og vi må have fat i noget. I de kommende workshops fik vi juice og var omgivet af sol, blomster og kreativiteten sprudlede og vi arbejdede bedre end vi plejede – uden sense of urgency.
Hr. æblegren blev da også bemærket af både mænd og kvinder de næste dage. Og en dag kom jeg hjem og det hele var ødelagt! Men tilgengæld var katten ualmindelig kælen den dag. Ok så… mis-kat ku vel heller ik stå for den æblegren og glemte vel også bare alt… om at være ordentlig og sådan…