Der er noget magisk over storme. Vi kan blive bange, urolige for dyrene, vi har ikke styr på det – og der er noget der bestemmer over os. Det kilder altid lidt i maven på mig, når der er storm. Hvad går nu i stykker i år. Og i år gik det lidt vildt for sig… Vores stolte 5 meter høje Magnolia træ og vores 20 meter høje Californisk røgra tabte grene så store som juletræer. Derudover blev vores mast nede på havnen blev slæbt ned mod et anker og må pensioneres som 2 mdr. gammel mast. Heldigvis skete der ikke noget med nogen og forsikringen dækker, selvom intet kan erstatte 50 år gamle træers falden på halen.

Vores tulipantræ ser godt nok noget sølle ud nu. Der er bart – fordi halvdelen af træet er faldet. Men så er det, der opstår idéen om at kunne pynte med de fine grene. Og i dag kom magnoliaens grene indenfor og gør sin pligt for julen – stolt med sine lysende hjerter, stjerner og hvad har vi, får Magnolia lov at stråle en gang mere – bare på en anden måde end hun plejer.

Og ude ved de store kæmpegrene på de vliafonirske grødgran, opdagede min mor og jeg bitte små grå kogler af den fineste slags siddene på grenene. Dem havde vi aldrig lagt mærke til før. Nu ligger der kranse af gran udenfor og de små fine kogler blinker i lysdekorationerne.

Sådan kan en storm få mig til at trække vejret dybt og erkende, at når vi er tvunget til at acceptere en forandring – så opstår der noget nyt og fint vi ikke havde set komme. Vi har nok godt af en storm i ny og næ. Der er noget magisk over forandring.