Så stod der en masse mennesker, der egentlig havde travlt og blev grebet af lige at være kreativ i går. Og energien der kom af at få lidt af naturen på et fad. Det var som at få et vitaminboost at se børn pynte, se voksne hygge sig med klatkager og trisse rundt og folde juletræer eller samle lidt fra skoven til en krans. Noget der ikke var tid til blev der tid til. Tiden fik lov at stå lidt stille. Vi lod lidt julefred synke ind.
Og da sneen faldt
Senere… og jeg måtte op til hestene og skred rundt i sneen følte jeg mig så glad. Jeg kan godt lide når træer vælter og vi mister kontrollen over vores hverdag og må vige for virkeligheden. Så jeg listede hjem med en plaprende ridepige og fornemmelsen af hestepust på mine kinder. Parkede hjemme og vi gik en runde i det hvide med manden og vuffer for at skrive butikken var lukket. Mens sneen dalede på mit tøj, måtte jeg knibe mig selv i armen. Dvs. jeg havde jo så for meget tøj på til det, så i stedet listede jeg min hånd ind i mandens.
Vi har en ting til fælles ham og jeg og datteren, hunden, katten, hønsene og hestene.
Vi æææælsker sne. Og vi elsker jul. Engang sad vi fast i 4 timer på vej juleaften i sne og trafikuheld. Og jeg lærte noget vigtigt. Vi kunne være blevet frustreret og sure. Men vi kom til at synge, quizze og snakke om ting som man aldrig når. Virkeligheden er så meget bedre end vores travle hverdag. Også selvom haven nu måtte ryddes for væltede træer, sommerfuglebuske og meget andet.
Det bliver ikke bedre
Jo måske lidt mens sneen lige vælter ned over Harry Potter filmen også, pejsen er tændt, misser kigger med, mens vuf er ved fødderen og datteren er i pyjamas ved siden af mig, mens køkkenet bobler af mad. Mon det er sneen, der gør jeg kan dufte alting så meget mere i dag. Eller gæsterne i går. Eller grenen fra de ødelagte træer, der nu er blevet til julepynt. Man ved det ikke.
Men det er nok den bedste start på julen jeg har oplevet endnu i mit liv. Og det troede jeg kun var min datter der sagde sådan – hvert år.
Jaja – vi kan åbenbart genfinde den barnlige sjæl i os, hvis vi får nok input.
Hurraaaa. Fik jeg sagt jeg æææælsker sne? og Jul? … og sne?